Røven Fuld af Penge

Hvis det siges om nogen, at de har røven fuld af penge, luftes der samtidig mellem linierne en vis skepsis overfor disse penge og dem der besidder dem. Denne skepsis overfor penge, er naturligvis både ældgammel og velbegrundet, men hvad røven har med det hele at gøre, det er et langt større mysterium.
Den 9. april 2014 prøvede røven derfor, i projektrummet PUBLIK, og i samtale med John Kenneth Galbraith (1908-2006) der var økonom og en slags pengenes historiker, at forstå de penge, som den tilsyneladende har sådan en dårlig indflydelse på, og måske på den måde, også at nærme sig et svar på mysteriet om, hvad den selv har med sagen at gøre.